Graviditet

Hvis du er uønsket gravid

Hvis du er blevet uønsket gravid, så kontakt lægehuset telefonisk, så vi kan hjælpe og vejlede dig, hvis du ønsker hjælp til at afbryde graviditeten.

Når du er ønsket gravid.

Tillykke med graviditeten.

Hvis du tror du er gravid, kan du 5 dage efter dit forventede menstruationstidspunkt få taget en graviditetstest i vores lægehus. Urinen skal være en morgenurin. Prøven tager 5 min., og du får besked med det samme. Graviditeten udregnes fra din sidste menstruations første dag. Den første uge efter sidste menstruation kaldes uge O. Du har termin i uge 40.
Hvis du er gravid, kan du bestille en tid til undersøgelse og udfyldelse af papirer hos os.

1. graviditetsundersøgelse: uge 8 – 10

  • Svangrejournal, vandrejournal
  • Medbring morgenurin
  • Blodprøver til undersøgelse for blodprocent, hepatitis B virus, HIV, syfilis, samt blodtypebestemmelse og blodtypeantistof.
  • Blodprøver til dobbelttest forud for nakkefoldsscreening, hvis denne ønskes.
  • Nogle gravide skal undersøges for graviditetssukkersyge afhængig af individuelle risikofaktorer. Dette taler du og lægen om ved 1. graviditetsundersøgelse.

2. graviditetsundersøgelse: ca. uge 25

  • Medbring morgenurin.
  • Blodprøver på rhesusnegative kvinder.

3. graviditetsundersøgelse: ca. uge 32

  • Medbring morgenurin.

4. undersøgelse af mor 8 uger efter fødslen

  • Snak om moderens fysiske og psykiske tilstand efter fødslen.
  • Underlivsundersøgelse.
  • Evt. snak om fremtidig prævention.
  • Celleskrab, hvis dette er blevet udskudt pga. graviditet.

Anbefalinger om indtag af vitaminer og mineraler:

  • Folinsyre 400 mikrogram dagligt fra graviditeten planlægges til og  med 12 uger inde i graviditeten. Ved tidligere neuralrørsdefekt, abort etc. anbefales folinsyre 5 milligram daglig.
  • Jerntilskud 40-50 milligram daglig fra uge 10 – eller senest fra uge 18. Jern skal opbevares utilgængeligt for børn. Jern i multivitamin medregnes ikke. Jerntilskuddet tages mellem måltiderne og samtidig indtagelse af C-vitamin f.eks. i form af juice øger optagelsen.
  • Vitamin D tilskud 10 mikrogram i hele graviditeten.
  • Evt. calciumtilskud – Hvis du ikke indtager mælkeprodukter anbefales tilskud med 500 milligram calcium daglig. Calcium indtaget er sikret ved indtagelse af ½ liter mælkeprodukt dagligt.

Kighostevaccination:

På baggrund af en indstilling fra Sundhedsstyrelsen bliver det midlertidige tilbud om gratis kighostevaccination til alle gravide gjort permanent fra 1. januar 2024.

Kighostevaccination i graviditeten er sikker for både mor og barn, og medfører god beskyttelse af barnet mod kighoste i månederne efter fødslen. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide vaccineres mod kighoste fra graviditetens fulde 24 uger til fulde 32 uger, normal i forbindelse med lægebesøget i uge 25 eller i uge 32.

Vaccination kan foretages frem til en uge før termin, men gravide med mindre end én uge til forventet fødsel anbefales ikke at blive vaccineret, da der ikke forventes forebyggende effekt for det nyfødte barn.

Gravide, der venter tvillinger eller trillinger, samt andre gravide med risiko for at føde for tidligt, anbefales at drøfte kighostevaccination med den fødeafdeling, hvor de følges.

Læs mere om Sundhedsstyrelsens anbefalinger her.