Det danske børnevaccinationsprogram
Det danske børnevaccinations program er et tilbud til alle børn om gratis vaccination mod infektionssygdomme.
Se Sundhedsstyrelsens pjece om børnevaccinationsprogrammet.
Alder | Vaccination |
---|---|
3 mdr. | difteri-tetanus-kighoste-polio-Hib 1 og PCV-12 |
5 mdr.1 | difteri-tetanus-kighoste-polio-Hib 2 og PCV-22 |
12 mdr.1 | difteri-tetanus-kighoste-polio-Hib 3 og PCV-32 |
15 mdr. | MFR 1 |
4 år1 | MFR 2 |
5 år1 | difteri-tetanus-kighoste-polio revaccination |
12 år | HPV 1 og 23 |
Endvidere kan alle voksne over 18 år, som ikke er vaccineret tidligere eller har haft mæslinger, få en gratis MFR-vaccination. Kvinder, som ikke er immune for røde hunde, kan ligeledes vaccineres gratis med MFR-vaccinen. Desuden tilbydes gravide vaccination mod kighoste i form af en di-Te-ki-vaccine.
1)Angiver samtidig børneundersøgelse
2)Pneumokokvaccine
3)Se Vaccination mod Human Papilloma Virus (HPV)
Følger et barn det danske vaccinationsprogram, er det godt beskyttet mod disse ti sygdomme:
- Difteri, der bl.a. kan give alvorlig og livstruende halsbetændelse.
- Stivkrampe (tetanus), der kan fås efter sårinfektion og resultere i en livstruende krampetilstand.
- Kighoste (pertussis), der kan være alvorlig især hos helt små børn.
- Polio, der kan medføre blivende lammelser.
- Hib-infektion (Hæmophilus influenzae type b), der kan medføre meningitis (hjernehindebetændelse) eller strubelågsbetændelse.
- Pneumokoksygdom (forårsaget af visse pneumokoktyper), der kan medføre blodforgiftning og meningitis.
- Mæslinger (morbilli), der giver høj feber, hoste, forkølelse, øjenirritation og udslæt samt risiko for alvorlige komplikationer, fx lunge- eller hjernebetændelse.
- Fåresyge (parotitis epidemica), der giver hævede spytkirtler og let feber, og kan medføre meningitis (hjernehindebetændelse) eller testikelbetændelse samt varige mén.
- Røde hunde (rubella), der giver let feber, hævede kirtler og udslæt. Smitte af gravide inden for de første tre måneder af graviditeten kan medføre abort eller fosterskader.
- Livmoderhalskræft, analkræft samt kønsvorter forårsaget af infektion med human papillomavirus (HPV). HPV-infektioner forekommer i over 100 forskellige undertyper. Nogle af disse typer forårsager vorter, andre typer forårsager kønsvorter (kondylomer), og visse kræftfremkaldende typer er årsag til livmoderhalskræft og analkræft.